Glæden ved at stå med en positiv test i hånden kender de fleste mødre til:-) Lykken vil ingen ende tage og vi skulle have ønskebarn nr. 3. Lørdag var der tid til nakkefoldscanning og som 3. gangs gravid, blev der ikke spekuleret så meget over det. Scanningen gik helt som den skulle og vi fik lov at se den lille. Da vi tror, vi er færdige og næsten på vej ud af døren siger jordemoderen "Hov, kom lige herover og kig". Der går rigtig mange tanker igennem min hovedet. Ny procedure? Har hun set noget spændende vi lige skal se? På intet tidspunkt tænker jeg der kunne være noget galt. Hun begynder at forklare alle tallene på computeren og der står jeg helt af. Jeg aner simpelthen ikke hvad det er hun er ved at fortælle (jeg forstår det godt, men er helt overrumplet). Tilsidst slutter hun af med "Ja det vil jo sige at riskoberegningen hedder 1:13 og 1:97 for trisomi 13 og 18. Det vil sige at 1 ud af 13 børn ifølge beregningen har en kromosomfejl". Jeg følte det, som om jeg slet ikke var tilstede og det gik ikke rigtig op for mig, hvad der lige var sket med den fine scanning. Vi blev bedt om at tage stilling til, om jeg skulle have lavet en moderkagebiopsi. Jeg var slet ikke i tvivl, kunne ikke leve med frygten for at det lille barn, jeg havde i maven kunne dø når som helst eller måske kun leve kort efter fødslen. Så vi takkede ja med det samme uden egentlig at vide helt, hvad det gik ud på. Vi fik selvfølgelig en grundig forklaring på, hvordan hele forløbet kom til at være.
Hjemme ventede bedsteforældrene, der havde passet de andre to børn. De blev hurtigt jagtet ud af døren. Farvel! Ja Ja scanningen gik fint! Så snart døren blev lukket brød jeg fuldstændig sammen. Kunne slet ikke overskue tanken om at det lille ønskebarn i maven ikke var rask. Manden var som sædvanlig helt rolig og sagde, der er jo 12 børn, der er raske. Da vi var blevet scannet en lørdag måtte vi vente med at høre mere angående en tid til moderkagebiopsi mandag. Heldigvis ringede de fra sygehuset mandag morgen. De havde oprette en akut tid og jeg kunne komme senere på eftermiddagen. Blev utrolig glad og tænkte nu skal det bare overstås.
Jordemoderen og lægen var virkelig omsorgsfulde. Blev mødt med forståelse og hele proceduren blev gennemgået. Heldigvis er jeg ikke bange for nåle, men var stadig rigtig nervøs. Nervøsiteten kom mest på grund af angsten for, at vi fik et dårligt svar. Lægen forklarede meget roligt men bestemt - det var vigtig jeg lå helt stille, så ville hun først gå gennem huden og dernæst gennem livmodervæggen, hvilket ville få livmoderen til at trække sig sammen. Vi fik det overstået og synes ikke det gjorde vildt ondt. Det føltes bare generelt rigtig ubehageligt. Efterfølgende blev jeg bedt om at holde mig i ro det næste døgn. Abortrisikoen for en moderkagebiopsi er 1 % måske mindre. Så jeg smed mig på sofaen hjemme og bad til at den ene procent ikke kaldt for os.
Der ville gå en uge før der var svar på biopsien. Må ærligt indrømme at det var den værste ventetid jeg nogensinde har været udsat for. Det var så frygteligt bare at gå og vente. Tanken om at det lille barn man havde i maven ikke skulle være levedygtigt var ubæreligt. Familien blev indformet, da vi ikke kunne holde masken og gå rundt og se glade ud. Vi gjorde alt for ikke at tænke på det og fortsatte med arbejde o.s.v. Det der gjorde ventetiden nemmere at holde ud, var uden tvivl vores to børn. De var helt uvidende og forsatte bare med deres glade humør:-)
Torsdag ringer telefonen med hemmeligt nr. lige midt i ulvetimen, hvor vi virkelig havde hænderne fulde. Først blev jeg irriteret og manden råbte "kan du ikke bare lade være med at tage den!". Skal lige til at sige "nej jeg er ikke interesseret i at købe noget" da der i den anden ende bliver præsenteret med "ja hej det er ... fra Randers sygehus du har fået lavet.... " min verden stod helt stille og larmen fra køkkenet og sultne børn forsvandt. Heldigvis var beskeden at jeg ventede en sund og rask lille dreng.
LYKKELIG LYKKELIG LYKKELIG!!!
Vi blev efterfølgende henvist til hjerteafdelingen i Skejby på grund af en lidt høj hjerterytme. Derudover har de to andre børn små skavanker med hjertet, som de bare følges for. Den første ultralyd var de lidt i tvivl om der var huller i hjerteklapperne så vi fik en tid til senere. Nu har vi så fornyelig været afsted igen. Ultralyden af det lille hjerte viser stadig tegn på utætte hjerteklapper. Umiddelbart har besked indtil nu været, at han med stor sandsynlighed vokser fra det inde i maven. 1-2 uger efter fødslen skal han scannes igen. Vi vælger at tro på, at det er en sund lille dreng i maven. Efter alt hvad vi har været igennem, er det med at tænke fremad og fremforalt positivt. Vi glæder os utrolig meget til at se vores lille dreng til Oktober:-)
Håber min historie kan hjælpe andre, der står i samme situation til at bevare håbet, selvom man får dårlige odds.
Tak fordi I læste med:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar